fbpx

 

Ledig stilling 2024

Handelselev i troels denmark

Drømmer du om en fremtid inden for salg? Trives du med ansvar? Og skal du være den 6. i rækken, der går fra elev til fastansat hos os? Så er du havnet det helt rigtige sted!

Vi har netop forfremmet vores tidligere elev, Anders, til key account manager. Så nu er der en stol ledig, der venter på et selvstændigt og serviceminded talent, der er sulten på at lære om salg gennem praksis og som ikke bange for at kaste sig ud i nye ting.

For som elev hos os arbejder du på lige fod med de andre ansatte. Du bliver kastet i ilden, men aldrig sluppet, før du er klar til det. Og hele vejen igennem kan du være forsikret om, at har vi først valgt dig, er det fordi, vi satser på dig!

Dine primære arbejdsopgaver bliver kundekontakt, ordrebehandling og ad hoc-opgaver. Løbende vil du få mere markedsansvar og mulighed for at koordinere din arbejdsdag selv.

Det er også noget af det, som vores seneste elev, Anders, fremhæver om sin elevtid:

”Jeg vil aldrig fortryde, at jeg blev elev hos troels denmark. Fra start fik jeg en masse ansvar og byggede gradvist mere og mere på, så jeg i en stor del af elevtiden har haft en selvkørende hverdag. Tiden har også budt på rejser til fabrikken i Polen og butikkerne i Norge, der alt sammen har været lærerigt og givet en bred forståelse for vores produkter og salg. At være elev i en familievirksomhed med stort fokus på mennesket, en uformel tone og fokus på det sociale efter arbejdstid, har jeg desuden sat stor pris på.”

Hvad forventer vi?
Vi forventer, at du har taget en HG, HHX eller anden uddannelse på tilsvarende niveau. Du er grundig, udadvendt og har lyst til en karriere indenfor salg. Du er engageret, ivrig efter at lære nyt og parat til at indgå i vores stærke team. Og så skal du have viljen til at yde noget udover det sædvanlige.

Hvad bliver du en del af?
troels denmark er en familieejet møbelvirksomhed med 25 ansatte på kontoret nord for Viborg og 330 kolleger på vores fabrikker i Polen. Alle steder arbejder vi for at se hinanden og andre glade. Strukturen er flad og fleksibel og stemningen uhøjtidelig og familiær. Vi tror på frihed under ansvar, investerer i den enkelte og i fællesskabet og arbejder målrettet på at skabe en arbejdsplads, hvor vi har det godt sammen. Derfor investerer vi i det sociale, og derfor er der fx også motion og massage i arbejdstiden.

Noget for dig?
Har du lyst til en fremtid hos os, så send en ansøgning med CV og eksamensbevis allerede nu på mail til job@troelsdenmark.dk med ”handelselev” i emnefeltet. Tiltrædelse efter aftale.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte leder for salgsafdelingen, Kristian Ladefoged, på telefon 2257 3522.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

Siden 1982 har troels denmark produceret polstermøbler med fokus på nyskabelse, høj kvalitet og god komfort. Efter mere end 40 år kan vi ydmygt konstatere, at det er gået ganske godt. For i dag beskæftiger vi knap 350 ansatte og leverer produkter til flere kontinenter. For os er kvalitet mere bare at lave møbler, der holder i mange, mange år. De skal også produceres med hensyn til mennesker og miljø.